CLAPPER bevæger sig frit mellem souljazz, instrumental hiphop, R&B og improvisation og har markeret sig som et af de spændende navne på den danske jazzscene. Som support kan publikum opleve Anne Efternøler, vinder af Tivolis Jazzpris 2025, med sin usædvanlige kvartet bestående af én trompet og tre kontrabasser.
Efter succesen med det anmelderroste debutalbum On Tempo og liveudgivelsen Under The Radar er den danske kvartet CLAPPER tilbage med et nyt album: With Friends.
Albummet udkommer den 6. november og udvider CLAPPERs karakteristiske lyd med bidrag fra en international række af gæstemusikere, heriblandt Walter Smith III, Sanyu, Musina Ebobisse, Mathias Heise, Oilly Wallace, Ronja Rose Andersson og Jonas Due.
Tro mod CLAPPERs musikalske univers forener albummet souljazz med instrumental hiphop og R&B – krydret med improvisation på højeste internationale niveau. Fra Walter Smith III’s mesterlige saxofonsoli til Sanyus sjælfulde vokal og Ronja Rose Anderssons stemningsfulde harmonier tilfører hver gæst sin egen karakter, samtidig med at musikken forbliver forankret i CLAPPERs fælles lyd.
»Vi har aldrig været interesserede i at passe ind i én genre,« fortæller guitarist Jeppe Lavsen. »Musikken udspringer af det at spille sammen, eksperimentere og have tillid til hinanden kreativt. Med dette album har vi blot åbnet cirklen for venner, vi beundrer.«
Kernen i CLAPPER består fortsat af Frederik Emil Bülow (trommer), Adrian Christensen (bas), Jeppe Lavsen (guitar) og Malthe Jepsen (Rhodes og synthesizer). Sammen skaber kvartetten dynamiske arrangementer, skarpe rytmiske skift og en levende energi, som er blevet et af bandets kendetegn.
Politiken beskrev en koncert med CLAPPER som »en næsten perfekt oplevelse« og skrev, at musikken »aktiverer både hjerne og hjerte«, mens GAFFA bemærkede, at CLAPPER beviste, at »en frontfigur er overvurderet«.
With Friends favner netop denne ånd: mindre fokus på den enkelte, mere fokus på forbindelser, tillid og fælles musikalsk udtryk. Denne gang er frontfiguren venskabet.
Albummet er mixet af August Wanngren, mastereret af Emil Thomsen og prydet af artwork skabt af Luca Ion Christakopoulos.
Inden CLAPPER går på scenen, kan publikum opleve trompetisten Anne Efternøler, der i 2025 modtog Tivolis Jazzpris som Årets Nybrud. Prisen fik hun blandt andet for sin nysgerrige tilgang til musikken og sit mod til at udfordre de traditionelle ensembleformater.
Og besætningen er da også noget ud over det sædvanlige. Anne Efternøler spiller sammen med hele tre kontrabassister: Thomas Morgan, Anders Christensen og Richard Andersson.
Blandt dem er Anders Christensen, der blev kåret til Årets Musiker ved Danish Music Awards Jazz 2025. Med en lang international karriere og samarbejder på tværs af jazzens genrer er han en markant skikkelse i dansk musik.
Sammen udforsker de fire musikere kontrasten mellem kontrabassernes dybe klange og trompetens klare melodier. Musikken bevæger sig mellem det komponerede og det improviserede, mellem stilhed, intensitet og overraskende detaljer.
Kvartetten har allerede to anmelderroste og prisnominerede udgivelser bag sig. Deres musik er blevet beskrevet som musikalsk mikrobiologi, hvor selv de mindste forskydninger og nuancer får betydning.
Det tyske Jazz-fun fremhævede i 2025 Anne Efternølers evne til at skabe en atmosfære præget af intimitet og nærhed og beskrev koncertoplevelsen som en stille, dyb lytteoplevelse.